Der er ikke mange i min omgangskreds der kender til min situation, omkring det at jeg skal til mammografi. Men de der kender til det spørger mig jævnligt hvordan jeg har det med at vente. Jeg siger altid, at sådan er det jo, og jeg ikke kan gøre noget ved den ventetid alligevel, så jeg vælger ikke at tænke så meget på det. Men det er jo ikke helt sandt. Sandheden er at jeg ikke ved hvordan jeg har det med det, og jeg tænker ofte på det, selvom jeg ikke har lyst. Jeg læser meget om det, for jeg vil så gerne være forberedt, selvom ingen kan forberede mig på det mentalt. Jeg ved jo ikke hvordan jeg reagere når jeg får svaret på prøverne, hverken på de positive eller negative. Der er ingen der kan forberede mig på det. Alle siger at det nok skal gå. Hvad skal nok gå???? Skal det nok gå hvis jeg bliver syg eller er det prøverne der nok skal gå godt???? Jeg er nået der til at jeg ikke orker at snakke med andre om det mere, for de ved ikke hvad det er tanker der løber rundt inde i mit hoved, og de kan ikke sætte sig ind i det, for de har jo ikke selv prøvet det. Den eneste der har prøvet det er min mor. Hun har selv været igennem denne periode med venten og venten og atter venten. Hun er den eneste der kan følge min tankegang.
Grunden til at jeg skriver alt det her, er for at få mine tanker ud, så jeg ikke føler at jeg går med dem selv. Men det er også for at andre mennesker kan se at det ikke er fedt at vente på at få så vigtige svar omkring ens helbred, og det er slet ikke sjovt eller fedt at få at vide, at det nok skal gå. For det er der jo ikke nogle der ved. Jeg ved godt at folk siger det for at berolige en, og det hjælper måske i få minutter, men så heller ikke mere.
Jeg kan godt fortælle, at jeg er SÅ MEGET nervøs, og der er ingen der kan gøre noget ved det. Heller ikke mig selv.